AiReply Portal
EN
DADansk ENEnglish DEDeutsch ESEspañol ITItaliano FRFrançais NLNederlands SVSvenska NONorsk

AiReply handelsbetingelser

Disse betingelser gælder for virksomheders brug af AiReply Portal og de tilhørende tjenester til AI-baseret kundeservice, voice, chat, vidensbase og administration.

Version 2026-03-14

2026-03-14 Gældende fra første oprettelse af virksomhed i AiReply Portal

Virksomhedsoplysninger

P.C. Service ApS
41636238
Bogfinkevej 6
Hadbjerg
8370 Hadsten

1. Om aftalen

Disse betingelser gælder for virksomheders brug af AiReply Portal og de tilknyttede tjenester til AI-baseret kundeservice, telefoni, chat, vidensbase og rapportering.

Når en virksomhed oprettes i AiReply Portal, indgås aftalen mellem kunden og AiReply om brug af platformen og de valgte tjenester.

Ved oprettelse af virksomhed i AiReply accepterer kunden disse betingelser.

2. Tjenesten

AiReply leverer software og tilhørende driftstjenester til håndtering af indgående kundedialoger via voice, chat og vidensbase.

Platformen kan blandt andet omfatte AI-assisterede samtaler, routing til medarbejdere og teams, opkaldsoversigt, transskription, knowledge retrieval, chat-widget, profiler og administration.

3. Kundens ansvar

Kunden er ansvarlig for de data, instrukser og det indhold, der lægges ind i platformen, herunder viden, priser, politikker, kontaktoplysninger og øvrige forretningsdata.

Kunden skal sikre, at de oplysninger der gives til AiReply, må behandles og bruges til formålet, og at de er lovlige, korrekte og opdaterede.

Kunden er ansvarlig for alle aktiviteter, der sker via kundens konto, login og oprettede brugere.

Kunden må ikke anvende tjenesten til ulovlige formål, spam, misbrug, scraping eller aktiviteter, der kan skade AiReplys drift, sikkerhed, omdømme eller øvrige kunders brug af tjenesten.

4. Force majeure

AiReply er ikke ansvarlig for forhold uden for AiReplys rimelige kontrol, herunder nedbrud hos tredjepartsleverandører, netværk, strømudfald, krig, terror, strejke, lockout, myndighedsindgreb eller lignende ekstraordinære forhold.

I sådanne situationer er AiReply ikke ansvarlig for manglende eller forsinket levering i det omfang forholdet reelt hindrer eller væsentligt vanskeliggør opfyldelsen.

5. AI-svar og begrænsninger

AiReply er bygget til at svare ud fra kundens egne data. AI-svar kan dog afhænge af kvaliteten af kundens opsætning, vidensbase, prompts, routing og øvrige konfiguration.

AiReply garanterer ikke for korrekthed, fuldstændighed eller egnethed af AI-genererede svar, og kunden er ansvarlig for anvendelsen heraf.

Kunden bør teste svar, flows, eskaleringer og omstillinger før løsningen bruges i produktion.

6. Priser og betaling

Brug af AiReply faktureres efter den prisplan, der er valgt for kunden. Prisplaner, tillæg, rabatkoder og overforbrug styres i platformens priscenter.

Medmindre andet er aftalt, faktureres kunden efter de gældende priser i AiReply på leveringstidspunktet.

Alle priser er ekskl. moms, medmindre andet er angivet.

Betaling kan ske via kreditkort, faktura eller andre af AiReply anvendte betalingsmetoder.

Betaling anses som gennemført, når den er registreret hos AiReply eller hos den betalingsudbyder, AiReply anvender.

AiReply kan ændre priser med 14 dages varsel.

Medmindre andet er aftalt, betales abonnementet forud for 3 måneder ad gangen.

Forbrug, herunder eksempelvis voice-minutter, chatforbrug og andet overforbrug, opgøres bagud og faktureres månedligt.

Hvis en betaling fejler eller ikke gennemføres rettidigt, kan AiReply foretage fornyet opkrævning, sende betalingspåmindelse eller kræve betaling via en anden anvendt betalingsmetode.

Ved forsinket betaling er AiReply berettiget til at opkræve renter i henhold til Renteloven samt rykkergebyrer i overensstemmelse med gældende lovgivning.

Hvis betaling fortsat udebliver efter påmindelse eller forfald, kan AiReply suspendere adgangen til tjenesten helt eller delvist, indtil betaling er modtaget.

7. Drift, ændringer og tilgængelighed

AiReply kan løbende opdatere platformen, forbedre funktioner, justere integrationer og vedligeholde infrastrukturen for at sikre drift og udvikling.

AiReply tilstræber stabil drift, men garanterer ikke uafbrudt tilgængelighed i alle situationer, herunder ved fejl hos tredjepartsleverandører, netværk eller teleinfrastruktur.

AiReply foretager løbende backup som led i den almindelige drift, men garanterer ikke mod datatab, datakorruption eller tab som følge af fejl, tredjepartsforhold, kundens egen konfiguration eller andre forhold uden for AiReplys rimelige kontrol.

AiReply garanterer ikke specifikke responstider, svartider eller oppetidsmål, medmindre dette er særskilt aftalt i en skriftlig SLA.

Hvis parterne særskilt indgår en skriftlig SLA eller enterprise-aftale, kan denne omfatte definerede supportniveauer, prioritering, eskaleringsveje og eventuelle service credits ved dokumenteret manglende opfyldelse af de særskilt aftalte servicemål.

Service credits, prioriteret support og andre SLA-relaterede rettigheder gælder kun i det omfang, de udtrykkeligt fremgår af en særskilt skriftlig aftale mellem parterne.

8. Misligholdelse og suspension

AiReply forbeholder sig ret til at suspendere adgangen til tjenesten helt eller delvist ved manglende betaling.

AiReply kan uden varsel suspendere adgangen helt eller delvist ved rimelig mistanke om misbrug, sikkerhedsbrud, scraping, spam, ulovlig anvendelse eller anden adfærd, der kan skade AiReply, tjenesten eller øvrige kunder.

AiReply kan ophæve aftalen med øjeblikkelig virkning ved væsentlig misligholdelse, herunder gentagen manglende betaling, misbrug af tjenesten eller væsentlig overtrædelse af aftalens vilkår, hvis forholdet ikke afhjælpes inden rimelig frist efter skriftligt påkrav, når afhjælpning er mulig.

9. Tredjepart og integrationer

AiReply kan bruge tredjepartsleverandører til drift af AI, talegenkendelse, tekst-til-tale, email og anden nødvendig infrastruktur.

Brug af sådanne leverandører reguleres i relevant omfang af databehandleraftalen og underdatabehandlerlisten.

En opdateret liste over underdatabehandlere er tilgængelig for kunden og kan ændres løbende i overensstemmelse med databehandleraftalen.

10. Fortrolighed og sikkerhed

AiReply behandler kundens data fortroligt og implementerer passende tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger i forhold til tjenestens karakter.

Kunden skal også selv beskytte sine loginoplysninger, adgang til interne brugere og korrekt brug af platformens funktioner.

11. Personoplysninger

Hvis AiReply behandler personoplysninger på vegne af kunden, sker det efter den til enhver tid gældende databehandleraftale for AiReply.

Kunden er dataansvarlig for de personoplysninger, kunden lægger ind i løsningen eller lader AiReply behandle i forbindelse med kundeservice.

12. Logning og dokumentation

AiReply kan logge samtaler, transskriptioner, routinghændelser, beskeder, brugerhandlinger og øvrige driftsdata i det omfang de relevante funktioner er aktiveret, og når det er nødvendigt for levering, dokumentation, support, sikkerhed, fejlsøgning og kvalitetssikring.

Sådanne logs og samtaledata kan også bruges til analyse og forbedring af tjenesten, herunder stabilitet, workflows, prompts, modeller og kundens konkrete opsætning, i det omfang det er tilladt efter aftalen, databehandleraftalen og gældende ret.

13. Immaterielle rettigheder

AiReply og platformens software, opsætning, design og systemkomponenter tilhører AiReply eller AiReplys licensgivere.

Kundens egne data, viden, dokumenter, profiler og øvrige kundespecifikke oplysninger tilhører kunden.

14. Ansvarsbegrænsning

AiReply er ikke ansvarlig for indirekte tab, driftstab, følgeskader, tabt avance, tabte leads eller tab som følge af forkerte eller mangelfulde data leveret af kunden.

AiReplys samlede ansvar er i det omfang loven tillader det begrænset til det beløb kunden har betalt for tjenesten i de seneste 12 måneder forud for det ansvarspådragende forhold.

15. Varighed og ophør

Der er ingen binding, men abonnementet fornyes automatisk for yderligere 3 måneder ad gangen, medmindre kunden opsiger aftalen senest 24 timer før næste fornyelse.

Opsigelse skal ske via platformen. Tidspunktet for opsigelse regnes fra det tidspunkt, hvor opsigelsen er registreret i platformen.

Når opsigelsen er registreret, sender AiReply automatisk en bekræftelse pr. e-mail inden for 15 minutter.

Hvis opsigelse ikke sker rettidigt, fortsætter aftalen automatisk med en ny periode på 3 måneder.

Allerede betalte beløb refunderes ikke ved ophør, medmindre andet følger af ufravigelig lovgivning.

Efter ophør kan AiReply opbevare kundedata i op til 30 dage med henblik på udlevering, teknisk afvikling, backup-cyklusser og sikker håndtering, medmindre længere opbevaring følger af lovkrav eller særskilt aftale.

Kunden kan via platformen anmode om udlevering af egne data inden for 30 dage efter ophør. Standardudlevering i et almindeligt digitalt format sker uden særskilt betaling.

Hvis kunden ønsker ekstraordinær bistand, specialformater eller omfattende manuel sortering og udtræk, kan AiReply opkræve betaling efter medgået tid efter forudgående orientering.

Ved ophør kan adgangen til platformen lukkes, og kundedata håndteres efter de aftalte slette- og udleveringsprocedurer og den gældende databehandleraftale.

16. Ændringer, overdragelse, lovvalg og værneting

AiReply kan ændre disse betingelser med 30 dages varsel. Den gældende version offentliggøres på denne side.

Kundens fortsatte brug af tjenesten efter ikrafttrædelsen af de opdaterede betingelser anses som accept, medmindre kunden har opsagt aftalen inden ændringerne træder i kraft.

AiReply kan overdrage aftalen helt eller delvist til et koncernforbundet selskab eller som led i fusion, omstrukturering, virksomhedsoverdragelse eller lignende, forudsat at kundens rettigheder efter aftalen ikke forringes væsentligt.

Aftalen er underlagt dansk ret.

Tvister afgøres ved Retten i Aarhus som første instans, medmindre andet følger af ufravigelig lovgivning eller en særskilt skriftlig aftale.